Olietransformere er væskefyldte transformere, hvor transformatorolien fungerer som elektrisk isolering og til at bortlede varmetab.
En transformer består af et magnetisk kredsløb, som kaldes kernen. Kernen i en olietransformer består af lamineret elektrisk stål. Kernen har mindst to strømførende viklinger, den såkaldte primære vikling og den sekundære vikling. Hvis der tilføres en vekselspænding til primærviklingen, begynder der at løbe en vekselstrøm gennem primærviklingen. Denne vekselstrøm genererer et magnetfelt i viklingen, som ændrer styrke og frekvens i takt med vekselstrømskilden. Transformerens magnetiske flux ændrer sig med frekvensen af vekselspændingen.
Fremstillingsteknologien for kernen og kvaliteten af den anvendte transformerkerne har en effekt på det magnetiske kredsløb. Ideelt set bør en transformers magnetiske kredsløb (magnetfelt) generere lave hvirvelstrømstab og have lave ommagnetiseringstab (hysteresetab). Et andet aspekt er modstanden i transformatorens vikling. Viklingstab kan kun reduceres med lagdelte og ordnede viklinger på primær- og sekundærspolen og det bedste viklingsmetal. Spændingen reguleres med antallet af vindinger på spolen. Strømstyrken bestemmer diameteren på viklingsmetallet.
En transformators effekt udtrykkes i VA, kVA eller MVA (VA står for volt-ampere og er måleenheden for tilsyneladende elektrisk effekt, kVA for kilovolt-ampere og MVA for megavolt-ampere).
Med undtagelse af sølv har kobber den bedste ledningsevne med γ = 56. Aluminium har derimod kun γ = 36. Aluminium følger derfor med en afstand på omkring 35 procent. Derfor er kobber det bedste metal og aluminium “kun” det næstbedste af de teknisk og økonomisk anvendelige ledermaterialer til elektrisk energi. Alle andre metaller kan ikke betragtes som ledere af elektricitet, og legeringer har generelt en betydeligt lavere ledningsevne end rene metaller. Sølv og guld er helt udelukket på grund af den høje pris.
Krafttransformere fremstilles enten som oliefyldte eller tørre transformere (støbte harpikstransformere). En oliefyldt transformer består af mindst én aktiv del. En aktiv del er kombinationen af viklingen (denne er arrangeret koncentrisk som en cylindrisk vikling eller skivevikling lavet af kobber eller aluminium), kernen (lagdelte elektriske plader med lave hvirvelstrømstab) og pressede dele. Afhængigt af designet kan andre aktive dele f.eks. være drossler til begrænsning af kortslutningsstrøm eller strømbegrænsende drossler til anvendte tapskiftere. En tørtransformator (støbt harpikstransformator) bruges, når olietransformatorer kun kan bruges usikkert på grund af brandbelastning og vandfare. Støbte harpikstransformere har lignende komponenter og består af den samme teknologi som en olietransformer.
Anvendelsesområdet varierer afhængigt af transformatorens design. Olietransformere kan derfor bruges til forskellige løsninger og anvendelser. De bruges inden for elproduktion og -transmission som generatorforstærkningstransformatorer og netadgangstransformatorer mellem kraftværket og nettet, som systemtilslutningstransformatorer i højspændingsunderstationer og som systemforsyningstransformatorer til industrielle anvendelser.