Deltaforbindelsen er en klassisk kredsløbstype inden for elektroteknik, som hovedsageligt bruges i trefasede systemer og i elektrisk strømfordeling. Tre belastninger er forbundet på en sådan måde, at de danner et lukket delta – deraf navnet. I modsætning til stjerneforbindelsen kræves der ingen nulleder til deltaforbindelsen.
I deltaforbindelsen er den ene ende af hver spole (eller anden belastning) forbundet med begyndelsen af den næste, hvilket skaber tre elektriske stier, der er arrangeret i form af en trekant. De tre ydre ledere (L1, L2, L3) i trefasesystemeter forbundet med hjørnerne af trekanten.
Denne type forbindelse resulterer i, at de ydre lederes spænding er til stede mellem belastningerne – den såkaldte fasespænding. I dette tilfælde svarer fasespændingen til fasespændingen, da en belastning er forbundet direkte mellem to faseledere.
Sammenlignet med stjerneforbindelsen adskiller deltaforbindelsen sig primært i sin forbindelsestype og elektriske opførsel. I stjerneforbindelsen er de tre belastninger forbundet til et fælles punkt, det såkaldte stjernepunkt. En nulleder fører ofte fra dette punkt til jord eller til enfasede belastninger. Dette giver en defineret referencespænding i stjerneforbindelsen og gør det muligt at drive både trefasede og enfasede systemer.
En vigtig forskel ligger i de spændinger, der opstår. I stjerneforbindelsen er fasespændingen, dvs. spændingen mellem en ydre leder og stjernepunktet, til stede ved hver belastning. Fase-til-fase-spændingen, dvs. spændingen mellem to faser, er større end fase-til-fase-spændingen med en faktor på √3. Dette forhold kan udtrykkes matematisk ved hjælp af cdot-operatoren:
ULeiter=3⋅UStrangU_{Leiter} = sqrt{3} cdot U_{Strang}ULeiter=3⋅UStrang
I deltaforbindelsen er hver belastning derimod forbundet direkte mellem to faseledere. De spændinger, der anvendes her, er derfor lederspændingerne, og disse svarer nøjagtigt til spændingen over den respektive belastning – fasespændingen i deltaforbindelsen er derfor lig med lederspændingen. Der er ingen nulleder eller stjernepunkt i denne forbindelse.
Deltaforbindelsen bruges fortrinsvis, når der skal overføres høj effekt, eller når der skal tilsluttes elektriske maskiner som f.eks. trefasede motorer. Da der ikke kræves nogen nulleder, er den særlig populær i industrielle systemer, hvor de tilsluttede belastninger repræsenterer en symmetrisk belastning.
En anden fordel ligger i det højere mulige effektudbytte: Ved samme spænding og strøm kan en motor i deltaforbindelsen optage en faktor 3 mere effekt end i stjerneforbindelsen, hvilket især er mærkbart ved start af store maskiner.
I en deltaforbindelse virker spændingerne mellem faserne direkte på de tilsluttede belastninger. Det betyder, at hver belastning modtager den fulde spænding mellem to faseledere. Belastningen på lederne afhænger af typen af belastning og dens elektriskemodstand eller impedans.
Der skal udvises særlig forsigtighed ved ubalancerede belastninger eller i tilfælde af fejl, da der ikke er nogen nulleder i deltaforbindelsen, som eventuelle reststrømme kan afledes via – i modsætning til i stjerneforbindelsen med et jordet nulpunkt.
Typiske anvendelser af deltaforbindelsen kan findes i:
Deltaforbindelsen kombineres ofte med stjerneforbindelsen, f.eks. i den såkaldte stjerne-delta-start af motorer. Her drives en motor først i stjerneforbindelse for at begrænse startstrømmene og skiftes derefter til deltaforbindelse efter kort tid for at opnå fuld effekt.
Deltaforbindelsen er en effektiv og kraftfuld forbindelsestype inden for elektroteknik, som især bruges i trefasede systemer med høj belastning. Sammenlignet med stjerneforbindelsen giver den et højere energiudbytte, men kræver ikke en nulleder og stiller højere krav til symmetrien i belastningerne.
En god forståelse af forholdet mellem spænding, fasespænding, faser, belastninger og forbindelsestyper som delta eller stjerne er afgørende for sikker planlægning og drift af elektriske systemer i vekselstrømsnettet.
Mehr Produkte entdecken
+49 (0) 60 62 - 9 42 50 
info@bre-trafo.com